Så længe der er rødder

De beskærer kirsebærtræerne
Næste år kan vi ikke nå dem mere
De saftigtsure vilde bær
I parken overfor, hvor jeg bor.

Det er vist verdens gang.
Når noget bliver for stort
Og tilgængeligt til fælles glæde
Skal det skæres tilbage

Så kommer der orden i den vilde kaos
Livets gavmildhed må lystre
Planen, som den er planlagt
Og saften synker tilbage og bort

I min inderste kerne i min stamme
Brygger jeg nye vildebasseskud
Til den kommende sæson
Der, hvor jeg engang blev stynet

Amputeret liv er stadig liv
Selvom det først forstår sig selv
Når barken er ældet og dyb
og vinteren har revet alle blade af

Så længe der er rødder
Kan de skære alt, de vil
Vi kommer altid tilbage
Men frugten sidder højere oppe…

Om at være på tværs

Denne følelse af at være så glad
At det ikke kan være nogen steder.
Natten buldrer af varme og mylder
Dagene går med at prøve at finde en plads til det
Inde i mit system, der ikke har kendt mage.
På en eller anden måde, er der kun den løsning
At udvide alt, jeg kender og er
For at holde styr på alt det, der ræser.

Jeg er ude af stand til at være rigtig bange
Selvom verden ryster og brager imens den revner
Og styrter sig selv omkuld med os ombord.
Men jeg kan simpelthen ikke finde mismodet
For der er ikke fem minutters pause fra tilliden.
Jeg aner da virkelig ikke, hvordan jeg skal være
Et almindeligt menneske på denne måde
For endnu engang, er jeg helt i min egen verden

Nu har jeg levet så længe i afgrundens egne
At man skulle tro, at jeg nu i denne tid endelig
Har fået den halve verden som selskab i mit eget
Velkendte domæne for depression og afmagt
Men se så bare. Jeg skal åbenbart altid være på tværs
For nu er jeg så glad og gror ud af mit gode skind
Så jeg ikke kan koncentrere mig om at miste modet
Nu hvor verden ellers ryster og bæver.

Det er altså ikke let at følge med…
Jeg lærer det vist aldrig…..

Det eneste ord

Flyder inde i tidens dybe sø

Hvor det hele samler sig og holder mig oppe

Udspændt levende

I min egentlige opgave som menneske

Padler stille imellem lysene

Fra alle de, der har lyst til

At holde af mig, som denne jeg er

Det er som den uendelige dybe stjernehimmel

Under og omkring mig

Som jeg ånder sammen med

Denne gyldne levende strøm

Der pulserer igennem mig

Som hvisker, at hvis jeg vil

Må jeg gerne give det et navn

Der er kun et….

Jeg ved, hvad det er

I destilleret tilstand

Svømmer ordet ud imellem mine læber

Som en hviskende essens

Der ender i en enkelt dråbe

Der indeholder alt

Og er så ubegribeligt

Intenst, at det brænder

Idet jeg ved det

……

Kærlighed

Standsning

Jeg tror verden holder op snart.
Med at trække vejret.
Det er som en lang pause lige nu
Imellem to åndedrag.

Fungerer på nødgenerator
På vaner akkurat.
Impulser der bor i musklerne
Spjætter sig tilstede

Det føles nødvendigt.
At lave denne standsning.
Kom bare, store stilhed
Sæt dig hos mig lidt.

Skal prøve ikke at vide det.
Hvad der sker bagefter
For det vil være naturen
Der vil tage det første skridt

I mine egne hænder

Jeg har sagt farvel til noget.
Et sted, hvor jeg lagde fingre imellem.
Fordi nogen kunne blive såret.
Og når de trådte på mine fingre.
Fordi de ikke havde bedt om dem.
Eller fattede, at de var der.
Var det mig, der blev såret.

Det gider jeg ikke mere.

Jeg har levet mit halve liv sådan.
Nu er tiden kommet til det andet halve.
Der, hvor jeg holder mine fingre.
Udstakt foran mig synligt.
Med min sandhed liggende i.
Så den er åben og uden blår.
Ikke skal komme nogen til skade.

For de kan bare gå udenom.

Men jeg sænker ikke mine hænder.
For at være mere omgængelig.
Eller til at tale med, eller være sød.
For der er den mulighed.
At nogen kan tage imod dem.
Sammen med al deres vilde kraft.
Og ikke ønske det anderledes.

Fordi de ser det det er mig.

Til alle de, der bar

Tak… for alle. Der bar.
Den dybe bund. Jeg gror ud af. Mine mødre.
Der bar. Der fødte. Der tav.
Der gav det til de kommende generationer.
At sige det. Forjættede ord.

De, der nøder mig nu. Til at tale.
Om det forstummede.
Det, der måtte vente.
Det, de ikke havde sprog for.
Ikke havde råd til.
Det ord.
Der stod imellem min mor.
Og min eksistens.
For havde hun kunnet sige nej.
Var jeg ikke her.

Men jeg er her.
For at hæve den stemme.
Der måtte tie.
For at bære mit frø
I sikkerhed og kærlighed.

I taknemmelighed.
For alle, der bar.

 

Min underbos have

Med en langsom brutalitet
Og samtidig nænsom, men
Præcis metalgrabbe kraft
Skrælles 30 års dagligt
Stilfærdigt passede
Frodige blomsterbede
Bort tre meter under mig

Min underbos have.
Som hun egentlig havde
Opgivet, fordi hun ikke kunne
Og i stedet sidder i sin stue
Og kæderyger og visner
Fordi livet brast og
Alderen kom og satte hende ned.

Livets langsomme vækst
Og nedbrydningens pludselige nu
Udspændes dirrende
Imens uanende rødder stritter
Med muldsort pludselighed
I grabben dernede
Hvor der graves en rende.

Husets fundament isoleres
Og noget skal dø
For at noget kan leve.
Min underbos levende have
Hun har elsket og næret
Blev udslettet idag og
Jeg ønsker mest hun er lettet.

En helt frisk plet jord
Kigger op på mig og hvisker
At her er intet slut, kun
Er en tavle visket ren
Og frøene efterladt i jorden
Har en helt ny dirrende plan
Jeg venter på de vilde blomster.

Vi er de vilde blomster.

Hvad nu hvis moder jord satte en grænse?

Hvad nu hvis vi allesammen
Flyttede os.
Lad os sige en meter.
Så står vi et nyt sted.
Så er vi flyttet.

Er vi så flygtet
Fra det sted vi kom fra?
Er vi indvandret
Til denne nye kvadratmeter,
Vi befinder os på?
Eller har vi bare
taget et skridt ud i verden?

Kunne det være
At Jordkloden er
Temmelig rygende ligeglad
Med hvor i helvede vi står?
Om vi er her eller der?
Hvis spinat vi vader rundt i?

Jordkloden bærer os
Og binder os, med sin rotation
Så vi ikke falder af,
Når vi bevæger os
Det tror jeg lige
Vi skal sige tak for

Hvad nu hvis vi allesammen
Faldt af en dag
Ud i det store rummelige rum
Ville det så betyde noget
Hvilken meter vi stod på
Lige inden?

Når vi så landede
På noget rumstøv derude
Og halede hinanden
Op at sidde på
Den lille svævende knort
Ville vi så synes det var vigtigt
Hvilket sted vi kom fra?
Hvor vi havde tænkt os at lande?

Skulle vi ikke befri hinanden
For al den kvælende frygt
For at miste noget
Fordi andre mennesker findes
Og stiller sig hen
I nærheden af vores lille meter?

Og klappe moder jord på kinden
Og takke for at hun
Stadig gider bære os.
For hvis hun ikke gad.
Ville hun stoppe op og
Slå i bordet og guess what…

Bum så ville vi pludselig
Have uendelig meget plads
At svæve væk i
Væk fra hinanden
I det uendelige univers
Så var vi ovre alt det pjat
med hvem vi egentlig er…

Det nye landskab

Det er skisme spændende tider.
Hver dag sin uventede
Tilbagerulning eller udrulning.
Vejret er helt fra den, imens
Vi kommer hjem til os selv i store bunker
Og efterlader en hel masse huller, der
Hvor vi var ovre i andre hele tiden

Ingen tror mere helt på det gamle
Men jeg tror helt på det nye
Som ikke er kendt og kun en drøm
Som hele tiden viser sig
For hver eneste skridt
Og hver dag jeg vågner.
Er nye bjerge flyttet.

Nogen gange står de pludselig
Der, midt i et efterladt tomrum
Og nogen bliver meget forvirrede
Og andre laver love og krige
Der jager andre ud af sig selv
Og hen til bjergene
Og nye tomrum dirrer efterladte

Dem der kæmper for meget
Bliver syge og må vakle
Og nogen bliver bange
Og andre standser bare op.
Sætter sig ned på den der
Pludselige nye bakke
og tager sig et langt nyt kig
Ud over et forandret landskab

Jeg mærker frihed i luften
Nu hvor sommeren åbenbart også
Har tænkt sig at bruge hele september
Så kan jeg ligesågodt
Tage mig en tur ud i det nye
Ubegribelige verdenskort
Og finde en ven, der også er
På vej til Undreland

Det levende vand

Vandet… møder også os…
Er os. I os.
I alt levende er der vand,
Og vand bærer denne kollektive vidnesbyrd, om
Alt, det passerer….
I sin store smukke cyklus.

Et helt fysisk hverdagsmåde at forstå,
Hvordan alting er forbundet.

Jeg deler dette vand med alle.
Også dem jeg ikke er så gode venner med,
Når de taler med foragt om andre mennesker
Og om det fælles levende.
Også de, deler det med mig.

Jeg lægger min indflydelse i dette vand.
Når det opholder sig i mig, lever i,
Nærer og passerer igennem mig.

Det er mit ansvar.
At lade det få en smuk klang at bære videre….