Min fars ur

Fandt min fars gamle ur igår.
Det har ikke været i brug i 29 år.
Det er fra dengang man
Stillede viserne selv
og trak uret op med en lille skrue

Remmen er fleksibel slidt metal
Fuld af skrammer, fra alt det
Han stødte ind i, gennem tiden
Og urets guldbelagte kant
Er slidt af, ridset og mat.

Det har siddet på hans arm
Fortalt ham hvornår timen var slut
Hvornår det var tid til kaffe
Og hvornår han skulle til kemo
Indtil det ikke blev trukket op igen

Men igår stillede jeg viserne
Lige før vi skiftede til sommertid
Og det ligger og tikker sagte
Nu, hvor tiden ellers er ved
At miste sin betydning for mig

Men uret tikker ikke mere for tidens skyld
Det tikker fordi det kan
Fordi det har siddet på min fars arm
Fordi jeg bare trak det op igen
Da jeg pludselig fandt det igår

I det smykkeskrin, min mor efterlod
Hvor hun gemte alle hans breve til hende
Nederst, foldede, gemt. Allesammen,
De ting, han kun akkurat kunne skrive
Fordi det ikke var blevet sagt.

Jeg ved, hvad det betyder at
Ikke kunne få tingene sagt i tide
Inden uret går i stå, og tiden visner
For jeg var der nogengange
Når vi kun kunne høre urets tikken

Og jeg tog det manglende sprog
Med mig i mine dybeste rum
Der kun åbnes af de særlige få
Og kun kan forløses af hudløs ømhed
Der ikke holder øje med tiden

Jeg vil lade uret stå på vintertid
Hvor træerne endnu er nøgne
Og lære det sprog, der gemmer sig
Under låg og i skrin, under bark og i muld
Og i den puls, hvori jeg blev til.

Mellem rum

I stille mellemrum
Tysthed. Lige før noget slutter
Inden noget nyt begynder
Rummet før jeg trækker vejret næste gang
Lige før søvnen
Lige før drømmen slipper
Lige før dagen begynder
Lige før fingeren rammer tasten
Lige før jeg rejser mig
Rummet mellem impuls og handling
Lige før kroppen gør
Det rum
Kan være langt, dybt, endeløst
Udstrakt, intenst fordybet
Der er en stille væren
I rummet imellem
For alt er under ophør
Og ingenting er endnu dernæst gjort
Et rum af uendelig mulighed
Et dirrende moment af tomhed
Hvor altings eksistens
Står på spring
For at kaste sig
Ind i sin manifestation
Og stadig
Er der netop tomt
Og kan aldrig være andet
Det er det tommeste sted
Det er universets mørke stof
Det er stilheden mellem al bevægelse
Mørket mellem alt lys
Det rum hvorudaf
Alt, der synes at være, gror
Som ikke kan springes over
For uden mellemrummet
Uden stilheden
Uden ingentingheden
Tomheden og det ikkeværende
Ville intet kunne erkendes.
Det er det allermest potente rum
Stedet for altings mulighed
Netop i øjeblikket før det skabes
Og derfor er det selve skabelsens
Allerførste handling
At bare være i
Den fuldkommen
Tyste
Stilhed.

Den uendeligt sidste dag

Jeg har det som om, det er den sidste dag
Det er den sidste dag

Jeg har ingen anelse om
Hvad der kommer derefter

Kun en antagelse, en vision og en
Fornemmelse af at være tilstrækkeligt i live

Alt det glæder jeg mig til at gå imøde
Men aner ikke, hvad det faktisk er

For indtil videre er jeg lige her
Og det varer hele dette øjeblik

Som tager laang tid at komme forbi
Fordi det ene tager det andet

Og så gør det ikke noget, at idag
Er den sidste, når den ikke rigtig hører op

Det er faktisk ret underligt
At være lige midt i det uendelige ophør

Alt imens alting er fuldkommen nyt
I det samme og imens

Så hvad der sker derefter
Er virkelig ikke værd at bekymre sig om

Det er vel nok en dejlig sidste dag
Jeg er midt i at være med til…..

Virkelighedsrapport

her på min altan skinner solen
fugle kvidrer så insisterende
at det gennemtrænger lyden
af mennesker på vej i bil
sikkert nok skal de hjem
fra noget, der bragte dem ud i verden

jeg er hjemme
kaffe, chokolade, tæppe og uldfutter
vestenvildvind og skyer mellem sol
en bog. et valg om at blive
lade stranden vente, fordi
idag er der noget, der skal hvile

idag er der noget der gror uden ord
jeg er svanger med det usynligt
uanset hvad mine tanker finder på
gør kroppen det bare ikke. nix.
kroppen er ved noget andet
og jeg må finde mig i det.

jeg finder mig i det.
iført uldtrøje på min altan i marts.
sammen med min mynteplante,
der er svanger med sine nye skud
og lyden af børn igang med at lære
ved at råbe vældige ord ud i verden.

det er faktisk en lykkelig ting
at vide at andre passer deres liv
og jeg passer mit og kan høre
hvad min krop siger uden ord
så vi ikke kommer til at blande
tingene sammen uden grund

et sted i virkeligheden
finder dette sted uden videre
imens jeg sanser alle trådene
der væves efterhånden som vi går
ud og hjem imellem hinanden
væver et svøb til det ufødte

Tag det bare….

Tag det så
Tag så mit liv, hvis I skal bruge det.
Tag mit statsborgerskab.
Tag min ret til at være her.
Fortæl mig, hvem jeg er,
Når jeg åbenbart ikke ved det selv.

Ryd mig ud.
Ryd mig af vejen, hvis I skal bruge den.
Hvordan føles det at få ret?
At få lov at vælge mellem os andre?
At lægge al jeres mindreværd på min hud?
For at I bedre kan bære jer selv….

Nak mig. Æd mig
Fortær mig, hvis I tror det hjælper.
Tag alt det I hader, ved jer selv
Og se det i mig, tilskriv mig det hele
Og hvisk det ud med jeres taster
Imens I tilraner jer retten til at vide.

Husk mig så
Husk mig i jeres mareridt
For jeg er bærer af alt det, I hader ved jer selv
Alt hvad vi nogensinde kan opleve
Er en spejling af noget i os selv.
Så tag det. Udryd det. Nak det. Æd det.

Bliv det
Bliv alt det, I ser i mig
For jeg skal ikke bruge det
Det var aldrig mit til at begynde med
Jeg tilhører jorden. Tilhører livet.
Jeg nedlægger mig selv i tillid

For jeg
Har ingen farve eller titel
Jeg er på rejse for at lære at elske
Og hvis alt, hvad I ser er det, I hader
Overser I, at det, I aldrig kan eje
Er det eneste, der har værdi.

Tag det bare.
Hvis det er vigtigt
At gøre andre mindre værd
For at kunne være her selv
Jeg har ikke tid til at vente mere
Jeg har et liv, jeg skal elske….

Øjne

Jeg ser i menneskers øjne.
Alt det, de derfor ikke
Behøver at sige.

Jeg behøver ikke vide det.
Det, der hele tiden er der
Af sig selv. Uden videre.

Men jeg vil gerne høre historien
Vidende, at det er blot en fortælling
I øjnene møder jeg resten….

Lad det være vigtigt

Før vi taler mere.
Bare idag.
Lad det lige sidde et øjeblik.
Det næste du ville dele
Med verden…

Lad det sidde endnu et øjeblik
Og gøre sig klar
Lad det samle sig.
Lad det blive essens
Lad det blive vigtigt nok
Lad det blive det vigtigste i dit liv

Lad det næste være det bedste
Du kan hente frem at give til verden
Lad det blive den sten, der mangler
For at vi sammen kan træde endnu et skridt
Igennem vildnisset eller den
Rivende flod, vi krydser.

Lad det komme fra det rene sted i dig
Lad det være enkelt som en bøn
Lad det være, hvad det er
Men lad det være vigtigt

Bare idag
Bare det næste, du giver
Det næste, du gør
Det næste, du deler
Af dig selv.

Tak.

I 39. lysår

Ok.
39 lysår.
Henne i universet
Har de opdaget, der er liv
Eller vand…
Noget planet-værk, der ligner vores

Og.
Jeg ved godt
At mange synes “bevis” er
Det eneste, der gælder
Men
Det er bare ikke logisk

For.
Vi bliver ved at svine på
Den klode, vi allerede har
Selvom
Det er beviseligt dumt.
Så hvad fanden nytter bevis?

Så.
Skal vi nu indtage en ny klode
Henne i 39. lysår?
Fordi vi fuckede det op her
Eller
Er vi bare glade for at opdage

At.
Vi ikke er de eneste i verden
Fordi der så er
Håb om
At nogen kommer
Og redder os?

Eller.
Er det fordi, det var et mål
I sig selv at kigge langt ud
I rummet
I stedet for at se langt
Ind i os selv?

For.
Her hvor vi er, er det gået galt
Imens vi kiggede os omkring
Og ikke
Fattede at det, vi ser derude
Har vi også indeni

Så.
Hvad er det mon de har opdaget
Henne i 39. lysår?
Som ikke allerede kan findes
Lige her
Hvis vi vælger at skabe det?

Og.
Måske er det
Dette indre jomfruelige sted
I os alle
Der nu er fundet spejlet
Tilbage fra universet?

En lille sol
Med syv planeter
Hvoraf tre kan have liv
Hurra
Mit indre solsystem
Er fuld af håb

En afslutning

At være det træ
Der står tilbage
Pludselig intakt og stille
Når alle gæsterne er fløjet
Der har haft sæde
Og nydt godt af en
Gavmild grenstruktur.

Når en meget gammel
Opgave er afsluttet
Og cellernes refleks
Slukker som et ekko
Der omsider dør ud
Når det står klart
At nu er det tid

For træet at stå frit
For fugle at lette
For rødder at fordybes
For vinden at rense
For mig at takke
Alle der har lært mig
At belive mit ja
Ved at hvæsse mit nej

Så længe der er rødder

De beskærer kirsebærtræerne
Næste år kan vi ikke nå dem mere
De saftigtsure vilde bær
I parken overfor, hvor jeg bor.

Det er vist verdens gang.
Når noget bliver for stort
Og tilgængeligt til fælles glæde
Skal det skæres tilbage

Så kommer der orden i den vilde kaos
Livets gavmildhed må lystre
Planen, som den er planlagt
Og saften synker tilbage og bort

I min inderste kerne i min stamme
Brygger jeg nye vildebasseskud
Til den kommende sæson
Der, hvor jeg engang blev stynet

Amputeret liv er stadig liv
Selvom det først forstår sig selv
Når barken er ældet og dyb
og vinteren har revet alle blade af

Så længe der er rødder
Kan de skære alt, de vil
Vi kommer altid tilbage
Men frugten sidder højere oppe…